Unge iværksættere vil lave Instagram-inspirerede vagtplaner

Software-virksomheden Relion har under to år på bagen, men fik i marts måned tildelt 645.000 kr. over det næste år. Nu arbejder de sig hen mod deres mål; at lave et lukket socialt medie, som virksomheder kan bruge til at optimere deres arbejdsgang.

 

Af Frederik Overby Vinding og Nicolai Niebuhr Nielsen

I indgangen til et kontormiljø på Katrinebjerg i Aarhus finder man en række postkasser med navnene på forskellige virksomheder. På en af postkasserne hænger der en post-it-note med navnet ’Relion’. Relion er en startup-virksomhed, der lige nu består af syv unge mænd.

Den første, vi møder, er Kristian Emil Larsen på 25 år. Han er en del af den trio, der stiftede virksomheden tilbage i efteråret 2017. Han byder os velkommen og viser os ind i det ene af deres to kontorer, hvor vi møder en anden af stifterne, Søren Grum, der er 24 år.

Da vi træder ind i lokalet, ligger han i en grå tomandssofa og hører Lady Gaga på sin iPhone iført en sort hættetrøje og en grå beanie. På væggen over sofaen kan man se et udvisket logo fra det sidste firma, der havde til huse i lokalet.

”Jeg ved faktisk intet om dem, udover at jeg tror, de lavede tandbørster,” griner Kristian Emil Andersen.

Udover to sofaer, er kontoret meget klassisk indrettet med hæve-sænkeborde og et stort whiteboard på væggen ved siden af Relions logo, der forestiller en minimalistisk løve.

Relion-programmets brugerflade.

Kristian og Søren har kendt hinanden siden 1.g på Odder Gymnasium, hvor de hurtigt blev gode venner. Siden har de begge læst en bachelor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet, og det var i forbindelse med en eksamensopgave i et programmeringsfag der, at idéen om at starte virksomhed blev luftet.

“Vi kunne ikke en skid. Vi var pissedårlige til det. Men jeg kendte ham her Rasmus fra mit arbejde på Restaurant Flammen, der læste datalogi. Så spurgte jeg ham en dag, om han kunne tænke sig at hjælpe os med den her eksamensopgave. Det ville han super gerne. Så han hjalp os med at score et 7-tal. I den der læseperiode, der sad vi nede på Vinstuen og bundede nogle bajere og jammede over, hvad vi egentlig gerne ville lave resten af vores liv. Vi ville gerne lave vores eget og eksekvere vores egne idéer og opbygge vores egen virksomhed med nogle mennesker, som vi rigtig godt kan lide som sådan en lille familie,” siger Søren Grum.

Og hermed var den tredje stifter, Rasmus Skovdal på 24 år, inde i billedet. Når Kristian og Søren ser tilbage, så giver det mening, at de er endt som iværksættere. I gymnasiet lavede de små apps, oprettede Facebook-sider, som de siden solgte, og havde hele tiden gang i små projekter og ping-pongede store idéer.

De manglede bare en udvikler til at realisere idéerne, så da de mødte Rasmus, øjnede de muligheden for at bygge noget op sammen. Til at starte med havde de en periode, hvor de ikke helt vidste, hvor de skulle hen med virksomheden. Så for at komme i gang begyndte de at lave hjemmesider. De fandt dog hurtigt ud af, at det var alt for kedeligt i længden. Så de idé-udviklede videre.

Et internt socialt medie for den enkelte virksomhed

Idéen til Relion, som det er i dag, opstod af, at alle mændene bag har haft studiejobs i restaurationsbranchen. Her kunne de se, at ledere kunne bruge en uges arbejdstid på at få vagtplanen for de næste tre måneder til at gå op.

“Det er jo helt absurd, at det skal tage så lang tid, og når man læser indenfor teknologi og godt kan se en løsning, så får man også lyst til at gå i gang med at eksekvere den løsning,” siger Kristian Emil Larsen.

I forbindelse med et bachelorprojekt nævnte Rasmus idéen om et vagtplansystem over for sin studiegruppemakker på datalogi Jacob Crawford på 26 år. De fik så lavet den første beta-version af systemet, som også endte med at skaffe den første kunde.

I dag står drengene med omkring 20 kunder og 150 brugere af deres vagtplansystem, og de er nu i gang med at udvikle og designe det samlede produkt.

Fra studie til fuldtid

I starten af året blev Relion en del af et program under Innovationsfonden, hvilket betyder, at de fra marts og 12 måneder frem i alt modtager 645.000 kr. Derudover har de tilknyttet en dedikeret mentor og kan deltage i workshops med iværksætteri som omdrejningspunkt.

“Fik vi ikke InnoFounder, så var vi rimelig fucked. Og det gjorde, at vi gav den alt, hvad vi kunne, for at få det,” siger Kristian Emil Larsen.

For at få finansieringen, måtte de ikke længere studere, så Søren og Kristian droppede ud af deres kandidater i februar i år og arbejder nu fuldtid med Relion.

Drengene trækker en del på deres kompetencer fra studiet i deres daglige arbejde. Kristian har lært sig selv at designe og står for markedsføring og virksomhedens visuelle- og online identitet. Søren står for salg og kundekontakt, men går også meget op i organisationen.

“Jeg kan godt lide, når vi hiver folk ind, at vi finder nogen, der kan udvikle sig og passer ind personlighedsmæssigt. De skal vide, hvad de skal lave, hvad de ikke skal lave, og hvad de har ansvaret for,” siger Søren Grum.

“Studiet har givet os et godt afsæt, men vi har hurtigt fundet ud af, at det jo ikke er nok. Vi er nødt til at lære nye ting hele tiden. Det er det, der er fedt ved at være iværksætter, især her i de her rammer, fordi der er så mange at spare med. Man kan hele tiden lære sig selv nye ting ved at udføre dem i praksis fra dag ét. Jeg kan læse en bog om branding og så sætte mig ned og arbejde med det, jeg lærer dagen efter,” siger Kristian Emil Larsen.

Iværksættergejst på Katrinebjerg

Bygningerne, som Relion sidder i, tilhører Studentervæksthus Aarhus. Det er Aarhus Universitets iværksætterhub, hvor der sidder 46 virksomheder. Medlemmer af huset får gratis kontor, så længe de opfylder kravet om, at der skal være en fra ejerkredsen i virksomheden, der er studerende på Aarhus Universitet. Eftersom Kristian og Søren er droppet ud, er det de datalogistuderende, Jacob Crawford og Søren Skovdal, der opfylder det krav. Den femte mand i ejerkredsen er Jimmy Engelbrecht Sørensen på 26 år, der har læst økonomi.

“Der er iværksættergejst her. Og så er der også begivenheder uge efter uge, der er så mange ting, vi kan få ud af at være her. Vi får tilknyttet mentorer, advisory board og alt muligt igennem huset her. Så Studentervæksthuset er helt klart stedet, man vil være, hvis man vil starte virksomhed mens man studerer,” siger Kristian Emil Larsen.

Læs også: Aarhus er et it-kraftcenter

 

Studentervæksthuset ligger i den del af Aarhus, der hedder IT-Byen Katrinebjerg. Her er universitetets it-uddannelser samlet, og samtidig sidder der rigtig mange it-virksomheder- og institutioner i området.

“IT-Byen er en boble. Man kan godt mærke, at der er lidt flere nørder på gaderne. Der er også bare en ambitiøs energi heroppe. Vi er mange startups, der laver vidt forskellige ting inden for samme område. Samtidig har vi de her etablerede virksomheder, vi har rådgivere, vi har sindssygt mange begivenheder, som styrker de tekniske evner, men også kunnen i forhold til iværksætteri. Nu har jeg ikke været i Silicon Valley, men jeg får sådan en vibe af, at det er her, det sker, hvis man vil lave virksomheder med teknologi,” siger Kristian Emil Larsen.

“Der er den her synergi mellem de forskellige virksomheder, når vi stort set alle sammen arbejder med et eller andet teknologi. Relion kan gå over til naboen og spørge, hvordan har I gjort det her, hvordan har I delt ansvarsområder op, hvordan udvikler I det her? Vi kan tage til foredrag og blive inspireret og lære nye ting, som vi kan gå ud og omsætte dagen efter. Vi bliver også inspireret, når de venner og bekendte, vi har mødt heroppe, kommer og fortæller om de produkter, de har lavet, og de fede ting, de har gang i,” siger Søren Grum.

Også i forhold til rekruttering mener de, at det er en fordel at sidde på Katrinebjerg, fordi mulige kandidater læser her.

“Vi ved, hvor de sidder og spiser frokost, så vi kan bare gå op og sige: ‘Hey drenge, er der nogen, der vil være med i vores virksomhed, vi mangler nogen, kunne I tænke jer at komme ned og hjælpe en dag?’ Det er jo ikke sværere, end man gør det til,” siger Søren Grum.

Fokus på fremtiden

Det er ikke altid lige nemt at være iværksætter. For drengene i Relion handler det ikke kun om at hente nye kunder ind. Når pengene er begrænsede og timerne i ugen ikke er uendelige, så handler det om at få skabt balance og holde tungen lige i munden.

“Vores svaghed har været fokus. Vi vil rigtig mange ting, og vi har brugt lang tid på at finde ud af, hvad det er, vi skal fokusere på lige nu. Vi skal sætte konkrete mål. Vi skal finde ud af, hvad vores roller er, og hvem der skal lave hvad, for at vi når vores mål. Det nytter ikke noget, at man vil 80 forskellige ting. Det har vi brugt lang tid på at finde ud af,” siger Søren Grum.

For at komme den udfordring til livs, har drengene lavet en kalender med en oversigt over, hvad hver enkelt mand arbejder med. På den måde stikker arbejdsopgaverne ikke i øst og vest, men bliver organiseret, så man kan se, præcist hvad man skal arbejde med i de næste to uger.

“Det skifter sindssygt meget, hvad vores svaghed er, fordi det er jo kun vores svaghed, indtil vi får styr på det. Et eller andet sted så har vi kompetencerne, det kræver bare tid, og at man får lært processerne, før vi kan få lukket de huller, der kan betegnes som svagheder,” siger Kristian Emil Larsen.

45,7 procent af nye danske virksomheder overlever de første fem år. Det er en statistik, som Relion-drengene regner med at blive en del af.

“Der er meget konkurrence om kunderne, men vi kommer med et nyt take på det hele. Det tager i gennemsnit otte timer at lægge en vagtplan, også med konkurrenternes løsninger. Det har vi forkortet ned til to minutter. Vi har bygget et godt fundament nu, og jeg er ikke i tvivl om, at vores virksomhed overlever,” siger Kristian Emil Larsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *